Entasis,Renbæk kirke, Foto: Jens M. Lindhe
Renbæk kirke, nordvendt facade. Foto: Jens M. Lindhe

5. marts 2015

Renbæk Kirke

Rundt om i landet bebudes kirkelukninger. Derfor vækkede det opsigt, da Statsfængslet Renbæk nyopførte en kirke – eller mere præcist en hybrid mellem en kirke og et multihus.

FAKTA

Renbæk kirke
Adresse: Renbæk Statsfængsel, Renbækvej 12,  Skærbæk
Opførelsesår: 2013-14
Arkitekt: Entasis 
Arkitektmedarbejdere: Christian Cold (indehaver), Lars Techt Myrhøj (sagsarkitekt), Lone Franker Geyer, (bygningskonstruktør), Esther Bernhard Clemmensen, Frederikke Hallundbæk Gregersen (praktikant).
Ingeniør: Arkitektfirmaet 78 (konstruktion), Ingeniørgruppen syd (el og vvs)
Fagtilsyn: Entasis
Byggeledelse: Peter Brockhattingen ArchitectsKunstnerisk udsmykning: Arne Haugen Sørensen (alterbillede), Sidsel Dorph-Jensen (altersølv),  Marcussen & Søn (orgel)
Hovedentreprenør:  Gånsager Tømrer- & Snedkerforretning v/ Gert Thyssen 

Det delvist åbne statsfængsel i Renbæk i Sønderjylland huser 160 indsatte. Fængselskirken, besøgt en diset og regnvåd dag i januar, fremstår med sin trætjære-behandlede lærketræsbeklædning med en mørk og fløjlsblød fremtoning og synlig årestruktur. Omgivet af en anseelig gruppe større træer optræder kirkebygningen som løsrevet fra de institutionelle træk, der i vekslende grad præger statsfængslets øvrige arealer. Det disede vintervejr kastede på besøgsdagen et fint, diffust lys ind i den nye bygnings ankomstrum, der normalt fungerer som café. Man må dog formode, at de store sydvendte vinduespartier om sommeren medfører lysgener og reguleringsmæssige udfordringer for indeklimaet, men her er samspillet med den kostede betonterrasse mod syd i stedet blevet opprioriteret.

Kirkens geometri

Den nye kirkebygning kan geometrisk beskrives som en rektangulær planløsning, der er ekstruderet til en boks. En skrå afskæring af vestendens øverste hjørner danner en traditionel saddeltagsgavl. Det medfører på de lange facader mod nord og syd et nedfoldet facetlignende zinktag, der aftager symmetrisk som en kile mod øst på hver langside, indtil facaden når fuld højde i totredjedelspunktet af bygningen og derved efterlader en rektangulær gavl i østenden. 

Indvendigt rummer bygningen kirkerum og café i den høje ende. Hvor skrålofterne tiltager, og rumligheden nærmer sig den helt nære menneskelige skala, findes en insitu-støbt betonkerne, som rummer køkken, toiletfaciliteter, samtalekontor til fængselspræsten, tag-selv-bibliotek samt noget, der bedst kan beskrives som et refugium for arbejdende kunstnere. Det er tanken, at de indlogerede kunstnere bidrager med fællesaftener som adspredelse for de indsatte. Flere af kernens rum er uden loft med frit udsyn til hovedrummets limtræsrammer, herunder forsøgsvis fængselspræstens kontor, der dog risikerer at få låg på, i fald erfaringen viser, at lydvandring umuliggør fortrolige samtaler.

Entasis,Renbæk kirke, Foto: Jens M. Lindhe
Sydfacaden med det in situ-støbte våbenhus. Foto: Jens M. Lindhe

Tektonik og Materialer 

På tektonisk niveau er bygningen skruet overbevisende sammen. Den bærende rammekonstruktion af limtræ dikterer udvendigt modulet for den vandrette lærketræsbeklædning samt den lodrette vinduesinddeling og indskriver indvendigt de indbyggede krydsfinerskabe.

Renbæk Kirke er et hus, hvor nogle få gode materialer har fået lov at være sig selv og indbyrdes er vægtet overbevisende. Materialemøder fremstår enkle og veludførte. På detaljeringssiden er der dog enkelte skønhedsfejl, såsom at de synlige boltsamlinger på limtræsrammerne indimellem dækkes delvist af troldtekten i skæringerne, hvor lofterne bliver skrå. Ligesom de polerede betongulve trækker de sædvanlige diagonale revner omkring kernens betonhjørner til trods for ihærdige forsøg på at styre revnedannelser med smalle nedrillede fuger.

Entasis,Renbæk kirke, Foto: Jens M. Lindhe
Kirkesalen/multirummet. Foto: Jens M. Lindhe

Den multifunktionelle kirke

At Renbæk Kirke er et multihus, understreges af, at kirkerummet med få hurtige operationer omdannes til biograf eller gildesal. Dette ved blot at skubbe til et par store sortbejdsede vægskiver og samtidig skjule det kirkelige inventar bag integrerede skabslåger. Multihuset in mente er kirkeklokke og klokkestol reduceret til et rør ophængt i en fritstående stålramme, der er placeret udenfor på terrassen mod syd. Det er dog få steder tydeligt, at det ellers balancerede samspil mellem forskellige funktioner er blevet udfordret. Den kirkelige funktion kan som nævnt pakkes væk bag krydsfinerlåger, der kan skjule såvel orgel som altertavle. Det virker rimeligt indefra, men konsekvensen har på eksteriørsiden været, at orglets dybde resulterer i en vakuumisoleret black-box uden på facaden. Idéen kunne såmænd være god nok, hvis ikke black-boxen fra ankomstsiden slørede bygningens hovedvolumen og placeret tæt ved østgavlens hjørne konkurrerede med det insitu-støbte våbenhus.

Entasis,Renbæk kirke, Foto: Jens M. Lindhe
Detalje af facadebeklædningen ved den fremspringende ‘orgelboks’. Foto: Jens M. Lindhe

Normalisering og straffeetik

Renbæk Kirke er et gennemført hus, som er blevet til i et årelangt samarbejde mellem fængslets beskæftigelsesleder og fængselspræsten. Senere er tegnestuen Entasis blevet involveret, og program og udformning har fået tid til at bundfælde sig, før midlerne til realiseringen er opnået. En fremgangsmåde, som står i slående kontrast til tidens hurtige og profitorienterede totalentreprisebyggerier. Forskellen afspejles i kvaliteten. Den endelige bevilling fra A.P. Møller Fonden har til gengæld været så rigelig, at der ud over en høj opførelseskvalitet er blevet råd til et Marcussen-orgel, en altertavle af Arne Haugen Sørensen og specialfremstillet kirkesølv. Det, som måske kunne være opført som en simpel staklade har herved fået mulighed for at blive opført i en høj kvalitet af gode materialer. Særligt materialiteten bidrager til en atmosfære uden spor af den omgivende fængselsinstitution.

Den nye kirke eller multihus vil, uafhængig af religiøs dedikation, med høj sandsynlighed bidrage til kriminalforsorgens normaliseringsprincip, som er afledt af et moderne straffeetisk menneskesyn. Normaliseringsprincippet gør sig gældende inden for murene, og heri er det givet, at de indsatte er dømt til frihedsberøvelsen alene og ikke til yderligere disciplinering, mens de venter på friheden.

Mo Michelsen Stochholm Krag er Arkitekt MAA og ph.d, ved Aarhus Arkitektskole. Anmeldelsen blev første gang bragt i Arkitekten 2, februar 2015.