Bygningsemsemblet set fra nordvest. Foto: Jens Lindhe

29. december 2013

Møntergården

Møntergårdens nye udstillingsbygning er en solid arkitektonisk bedrift, der skaber ny værdi og sammenhæng i Odenses historiske bydel. Det er en bygning, der udstråler empati med stedet, men samtidig er helt sin egen. På én gang hensynsfuld og monumental.

FAKTA
Arkitekt: Frank Maali & Gemma Lalanda
Adresse: Møntestræde 1, Odense
Bygherre: Odense Bys Museer
1. præmie i arkitektkonkurrence afholdt i 2009
Udført: 2011–13
En brutal vejgennemføring fra 1950erne skar en bid af den gamle bykerne og efterlod en trafikomsust hjørnegrund, der siden har fungeret som parkeringsplads på den matrikel, der udgør Odenses kulturhistoriske museum, også kaldet Møntergården. Med Politigården beliggende overfor, en 5-etages betonelementbygning fra 1950erne, har museets historiske bygningskompleks omkring det snævre Møntestræde (Danmarks ældste stræde) været presset fra flere sider. Det hører til de vanskeligste arkitektopgaver, at hele et sådant brud. Det er en svær balancegang at række hen over flere århundreder og forsøge at skabe sammenhæng i mispasningen.

Sandheden kommer langsomt

Der skulle da også en to-trins arkitektkonkurrence til, før et arkitektfirma med den rette holdning til stedet blev fundet. Frank Maali & Gemma Lalanda forestillede sig „et nyt bygningsensemble” af smalle længehuse i varierende bredder og højder, planlagt som „et nodeark, hvor man kan spille med på omgivelserne”. Ud fra devisen „sandheden kommer langsomt” blev det under skitseringsprocessen klart for arkitekterne, at det var de små historiske huse, der med deres henkastede placeringer, krogede former og stemningsfulde gårdrum „havde mest at fortælle”. De nye bygninger skulle derfor holde sig lidt tilbage, men samtidig bidrage til stedets særlige atmosfære af kringelkroge og pudsigheder. Dette skulle opnås igennem et nyt byggeri i nutidens materialer, men med inddelinger og farver der minder om de gamle huses bindingsværk og farver: „Urfarverne okker, blod og sod, som vi kender helt tilbage fra hulemaleriernes tid”, forklarer Frank Maali.

Et rungende ja!

Er det så lykkedes for arkitekterne at leve op til de fine intentioner? Svaret er et stort rungende ja! Det der gør størst indtryk er, at det på én gang er lykkedes at fremhæve og udbygge de gamle bygningers tætte bymæssige kvaliteter, samtidig med at der i den større skala er skabt en overraskende vellykket sammenhæng med den omgivende by. Her har det især været en udfordring at få Radisson Blu-hotellet og Politigården (der ikke er fælles om andet end at være ude af skala med den gamle bykerne) til at spille sammen med museumsmatriklens krogede mini-skala. Dette er gjort ved at lægge det største volumen på det nordøstlige hjørne over for Politigården og herfra trappe uensartet ned imod de mindre bindingsværkshuse langs Sortebrødre Stræde.

Ensemblet er gennembrudt af en kileformet spalte, der forlænger Møntestræde og skaber den nordlige indgang til museumskomplekset. Ankommer man herfra, sluses man fra de markante nutidige bygninger ind i den historiske bys fortættede rum. Ankommer man fra modsatte side, fra Møntestrædes udspring mod syd, bliver man kun langsomt opmærksom på de nye bygninger i bunden af strædet. Lidt efter lidt toner de frem, først med den røde flade, dernæst med de gule tegl og de sorte og okkergule felter, der indgår i en uegal rytmisk kollage, holdt sammen af fagdelingen i det moderne bindingsværk. Når man kommer tættere på, springer materialerne i øjnene: Bindingsværket er gjort af kraftige sortmalede H-stålprofiler. På langsiderne er mellemrummene (tavlene) fyldt ud med stablede gule mursten, forbundet med tynde dybtliggende sorte fuger. Dette giver en tydeligt aftegnet skyggevirkning, som om stenene holdes sammen af mørk luft. Gavlene er dækket af store tykke stålplader (10–12 mm afhængigt af størrelse), lakeret i de tre nævnte urfarver. At der ikke er tale om endnu en billig tyndplade, som man ser på så mange moderne bygninger, afsløres af de meget store dimensioner og de ganske få bolte, der holder stålpladerne fast til facaden. Udadtil er bygningen således udelukkende defineret af materialerne stål, lak, glas og stablet tegl.

Foto: Thomas Bo Jensen
Foto: Thomas Bo Jensen

Et simpelt byggesæt

Ligesom de historiske bygninger mod jorden afsluttes af en rem, der hviler på tegl- eller kampestenssokler, så er de nye bygninger afsluttet med en kraftig stålrem. Denne krager tydeligt ud over en cementsokkel, der optager terrænets hældninger og ujævnheder. I de gamle huse fremstår bindingsværket vind og skævt, tilpasset alskens ujævnheder. I de nye bygninger fremstår det knivskarpt og regelmæssigt, men med luft imellem alle samlinger, hvilket tillader tolerancer. Det giver bygningerne karakter af et simpelt byggesæt, man kan skille ad og flytte rundt på, hvis det skulle være. Præcis som Møntergårdens gamle huse, hvoraf flere er blevet flyttet fra andre placeringer i Odense og på Fyn. De nye bygninger forekommer derfor at være „en anskuelsesundervisning i deres egen tilblivelse”, som P.V. Jensen-Klint sagde om de fynske bindingsværksgårde, han studerede på sine cykelture for over 100 år siden.

Museets indre

Det distinkte og indfølte ydre skaber naturligvis store forventninger til museets indre. For det er jo dybest set det bygningen er skabt for, nemlig at indfri et længe næret ønske om at få en bygning, der kan præsentere museets rige samling af kulturhistoriske genstande fra Odense og Fyn. Det første øjet gribes af, når man kommer ind i foyeren er et gigantisk rødt æble, ophængt i en enkelt wire i det åbne trapperum. Som ny besøgende vil man nok tro, man er gået forkert, men det fynske Ingrid Marie-æble har været dyrket længe før en vis amerikansk it-virksomhed blev grundlagt. I al sin naivitet virker æblet ret stærkt, da det er den eneste farvede genstand i det sort-hvide rum. Trapperummet er omsluttet af bukkede stålplader lakeret med klar lak, så stålets ujævnheder og stempler ses under lakken. De to lange ligeløbstrapper er ligeledes udført i lakeret stål. Foyerens bærende dele udgøres af stålsøjler, tilsvarende det udvendige ’bindingsværk’. Med hvidmalede lofter og store hvide, polerede betonfliser af spansk fabrikat på gulvet virker hele ankomsten grafisk meget stærk.

Situationsplan
Snit

Enkelt og smukt koreograferet

Museet er organiseret som en rundgang, hvor man ad den lange trappe føres op på første sal og via en gangbro over det forlængede Møntestræde ledes ind i de langt mere dunkle udstillingsrum. Også her er gulvene belagt med store polerede betonfliser, men nu indfarvet mørkerøde for at dæmpe reflekslyset og for at skabe en mere fortættet stemning omkring udstillingsmontrerne og de distinkt belyste genstande. For udstillingskonceptet til den permanente udstilling „Fyn – midt i verden” står Kvorning Design & Kommunikation. Det består af en mængde kubiske og aflange bokse, der enten står på gulvet eller hænger i stalaktit-lignende formationer. Boksene er overalt beklædt med galvaniseret stål, der brydes af indbyggede glasmontrer og video- og billedprojektioner, fordelt på de forskudte flader. Det er meget virkningsfuldt sat op og giver en fortættet, grotteagtig oplevelse af rumforløbet, hvor de mange genstande og fortællinger fra Fyns titusind-årige kulturhistorie antager en helt eventyrlig karakter. Bygningens genuint gennemførte materialeholdninger, inde som ude, har fået det bedste frem i udstillingskonceptet, der fremstår lige så tydeligt i sin materialitet som huset selv. Forløbet fortsætter til kælderplanet, hvor man efter en snørklet rundgang går under Møntestræde for at vende tilbage til hovedbygningen, hvor man via den lange trappe ledes tilbage til æblet og foyeren. Enkelt og smukt koreograferet.

Kontekstuel bevidsthed

Møntergårdens nye udstillingshus er en meget lærerig bygning. De største danske byer er alle i gang med væsentlige plantiltag og udbygninger. Mange steder gentages fortidens fejl med byggerier, der skalamæssigt og udtryksmæssigt er ude af trit med kontekstens dna. Tænk bare på Tuborg-grunden nord for København eller Aarhus Havns nye kontorbygninger, der synes mere optagede af sig selv end af omgivelserne. Der findes arkitekter der mener, at det at arbejde med høj kontekstuel bevidsthed er en spændetrøje, som skaber kedelig arkitektur. De skulle tage at besøge Møntergården, fordi den er et lysende eksempel på det modsatte. Her har arkitekterne brugt mange kræfter på at lære stedet at kende igennem opmålinger, modelstudier, materialestudier, farvestudier osv. Under denne proces har bygningen langsomt taget form. Ikke efter omgivelserne, men som resultat af en grundig arkitektfaglig tolkning af omgivelserne. Det er der kommet et overraskende moderne hus ud af, som på grundlag af de forudsætninger der nu engang er vor tids, har meget at give til stedet. Hvis vi skal redde, hvad der er tilbage af byernes karakter og identitet, og samtidig lægge nye lag af betydning dertil, så er Møntergården et godt sted at begynde.

Thomas Bo Jensen er arkitekt, phd., lektor og institutleder ved KADK.

Anmeldelsen udkom første gang i Arkitekten 12/13